Dødsfald

Forord samt artiklen, som er skrevet i forbindelse med Per Nørskovs 50 års jubilæum i Korthaarklubben, er skrevet af Erik Petersen

 MINDEORD

    Per Nørskov

En kontinental hundemand - Per Nørskov - er ikke blandt os længere... en herligt menneske der altid bragte smilet frem og kunne som en af de få, mestre at fortælle ret så "kraftige" historier i damerne selskab... :-) uden at komme galt af sted. En stor hundeelsker vi er mange der vil savne. Per sov stille ind 11.1. 2017. Se artikel om Per her ...

Per Nørskov – 50 år i Korthårsklubben

I 1886 blev "Kuhrgården" i Kvols bygget og i 1927 købte vor hovedpersons far den 76 tdr. land store og idyllisk beliggende gård i bunden af Hjarbæk fjord - stort set hvor den lokale Fiskbæk å udmunder. To år senere fødtes Per Nørskov og har boet der siden !

"Kuhrgården" er åbenbart forbundet Korthår, idet Per har et gammel fotografi fra 1914 hvorpå der befinder sig "en brunspættet"! Pers far førte traditionen videre og således blev Pers hundeskæbne beseglet. Dette har været en livslang kærlighed, hvilket bl.a. har ført til, at Per har været medlem af Korthaarklubben i over 50 år og således tildelt klubbens hæder med tilhørende diplom i foråret 2011.

Diplomer har Per modtaget tidligere. Det være sig i forbindelse med hundeprøver mm. – men andre hædersbevisninger af samme store værdi for Per, må respektfuldt omtales. I 1994 modtog Per Naturprisen fra "Fauna & Flora" og senere tildeltes han Joh. Krøiers Mindelegat fra Landsforenin- gen "De Danske plantningsforeninger. Per har i dag 40 tdr. under plov samt 22 tdr. land eng, men de sidste 14 tdr. land er udlagt som rekreativt område, som Per ynder at kalde det!
Pers indsats som Læplantnings koordinater i DJ bør også nævnes. Sluttelig kan mangen en jagttegnsaspirant og nyudannede jægere sende en tanke til "Kuhrgården". I mange år har stedet huset en "prøvebane" til skydning for jagttegns kursister m. fl. i regi af Skov & Naturstyrelsen samt eksamen / undervisnings lokaler til samme. Jo, jagtens sag har været i de bedste hænder!

I mange år har Viborg Markprøveklub – som for længst har rundet et skarpt hjørne (50 år) – haft Kuhrgården som udgangspunkt for vor lokale markprøve. Per har været medlem i over 40 år og er æresmedlem af klubben. Så sent som i foråret i år vandt Per og Hof pokalen til Prøvens Bedste Kontinentale ÅK hund. Kvols Jagtforening – som Per har været formand for i to perioder – har i årevis benyttet Kuhrgården til dressurhold for unghunde- og åbenklasse hunde.

Liv og helbred
Alt medens Per, som det ualmindeligt lune og varme menneske han er, fortæller om tidernes tilstand på "Kuhrgården", bliver han af og til – ikke rettet som sådan – men blot bragt på ret kurs af hans elskede Tove. Alle der er kommet på stedet og nydt godt af Toves kaffemaskine og kogekunst samt parrets almene gæstfrihed ved, at "Kuhrgården" var intet uden Tove … og for dens sags skyld også børnene Birthe og Ole. Og børn er nu så meget sagt

 

Pers hofter har i hans senior liv været et problem. En hofteopperation for 8 år siden løste problemet og jeg er nu HD-fri, siger Per og forsætter…Det går så godt, at jeg sover uden stok!
Hjertet fik en tur for et par år siden og nu kører det lille pumpeværk godt med nye hjerteklapper – joh, en dobbelt bypass operation fik den gamle korthårsmand på markprøve igen!
Tove, som jo er fem år yngre en Per, er en rejselysten natur og har været Italien, Israel, Holland, Grækenland, Norge, Frankrig samt to gange på New Zealand. Per har været helt i Næstved – men ikke rigtigt udenlands, selv om garderhusarene var langt væk. Apropos New Zealand, så varede den ene tur 9 uger! Det er længe at undvære sin kone siger Per, og tilføjer "At her går i og kalder Jer venner – men aldrig en af Jer har sendt Jer kone en tur på Kuhrgården".
Tove har haft et par hjertestop i 2011 – men er heldigvis i fuld vigør og klapper tillidsfuldt på pacemakeren!

Den korthårede Hønsehund
Pers første Korthår hed "Tine af Kuhrgården" og var efter den nok så berømte Enghavens Bobby, ejet af navnkundige "Cykel Niels" eller Bjerringbro. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Tine´s kuld søster var ejet af Anders Konradsen. Netop de to – Per og Konrad - modtog Korthårsklubbens 50 års nål sammen i år!
Den næste i rækken blev nok den bedste…. det ses i glimtet på Pers øjne når snakken falder på Hovlevgårds Ras. Ras fik 2 x 1. ÅK og vandt Korthårsklubbens vinderklasse i Give i 1971. Her supplerer Tove med nogle for os læsere interessante oplysninger, som vi knapt kunne få på Pers læber.. nemlig det faktum, at Ras "rapporterede" til Tove hvorledes træningen havde fungeret for ekvipagen! Ras var at læse som en åben bog… han sladrede til mig - og jeg holdt altid med Ras, griner Tove.
Rækkefølgen af Korthår blev herefter: Anni – Heidi – Senta – Jette – Anita – Blondie (som blev 13 år og deltog i DJ´s vildtfinderkorps) – Bobby (2x. 1. ÅK) - Claire & Hof. Hof er sidste Korthår på Kuhrgården – ringen er sluttet. Det startede med en hvidbroget og det slutter ligeså!

Korthåren og hundene generelt, jagten og kammeraterne og foreningslivet har givet os så mange glæder og venner for livet. Utroligt, at det, at Per har rendt rundt med en hund, har ført til så mange "skjønne" oplevelser…. konstaterer Tove med taknemmelig i stemmen – det kan vi og specielt Per leve højt på i mange år!

Erik Petersen

 

Siden opdateret: 13-01-2017 19:39