Per Kaa Kristophersen

      

Jagt forbi for Per Kaa Kristophersen, Korthaarklubbens tidligere formand.

Den 26. oktober 2022 fik vi meddelelsen om at Per Kaa Kristophersen var sovet ind efter lang tids sygdom.

Per nåede at være medlem af klubben i 26 år.

I 2015 blev han valgt ind i Korthaarklubbens bestyrelse og året efter blev han valgt som formand, en post han bestred indtil han måtte trække sig i utide, på grund af sygdom, en beslutning han var meget ked af at tage.

Per var en god organisator og havde altid et godt overblik. Når han gik ind i noget, gjorde han det fuldt og helt. Ved overgangen fra FJD til SJD sad han som formand for repræsentantskabet og næstformand i SJD, og her ydede han, sammen med andre ildsjæle, et kæmpe arbejde for at danne det SJD, vi kender i dag, et stort arbejde, der krævede alle hans organisatoriske evner.

Når Per deltog i et møde, det være sig i SJD eller i Korthaarklubben, mødte han altid velforberedt, han havde ordet i sin magt og havde sine argumenter i orden.

Per var i mange år prøveleder for prøven i Thorsø. Først i DJ, senere i SJD Regi, en prøve, der altid var vel tilrettelagt, med en god kammeratlig tone og godt humør.

Som formand for klubben fulgte han altid med, når der var korthår med på en prøve, og det glædede ham altid, når det gik vores race godt, især når det var en ny hundefører, som havde opnået en præmiering.

Men selvom det organisatoriske fyldte meget, blev der også tid til at deltage på prøver med egne hunde. Hans hunde blev flere gange placeret i vinderklasse og i 2014 deltog han med Søborggårds Ax på DM. Per nød at komme ud at træne, eller at komme på jagt med sine hunde sammen med gode venner og jagtkammerater.

Noget Per og Lone satte stor pris på, var at være i hyggeligt selskab sammen med venner, hjemme eller i sommerhus.

 

Ære være Pers minde

På bestyrelsens vegne

Niels Erik Kromann

 

Opdateret: 29-10-2022